Overgang fra folkeskolen til ungdomsuddannelse

Efter folkeskolen vælger nogle elever at tage ét ekstra år på efterskole eller tage anden opkvalificering på f.eks. Majoriaq eller højskoler før de evt. fortsætter på en ungdomsuddannelse. I denne statistik er der kun fokus på ungdomsuddannelserne, dvs. hvor mange af eleverne fra folkeskolen, som påbegynder en gymnasieuddannelse eller erhvervsuddannelse.

 

Der er taget udgangspunkt i eleverne som har taget mindst én afgangsprøve, da der ikke findes registerdata over alle folkeskoleelever. Det betyder, at elever som ikke har taget folkeskolens afgangsprøve, fx elever fra specialklassen, ikke indgår i statistikken.

 

 

Halvdelen af folkeskoleelevens afgangselever starter på en ungdomsuddannelse

Blandt folkeskolens afgangselever fra 2020 startede 54 pct. på en ungdomsuddannelse inden for 2 år. Langt de fleste af eleverne, svarende til 81 pct., startede på den gymnasiale uddannelse, mens 19 pct. startede på en erhvervsuddannelse.

 

Andelen af folkeskolens afgangselever, der inden for 2 år efter eksamen, starter på en ungdomsuddannelse, har historisk ligget på omkring 50 pct.

 

Figur 1. Andelen der er startet på en ungdomsuddannelse 2 år efter folkeskolen, årgang 2011-2020

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (https://bank.stat.gl/UDDTRFA1).

 

 

Transitionsrate fordelt på kommuner

Opdelt på kommuner har Kommuneqarfik Sermersooq den højeste andel af elever, som er fortsat i en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. I gennemsnit er 53 pct. af eleverne fra Qeqqata Kommunia fra årgang 2018-2020, startet på en uddannelse inden 2 år. Kommune Kujalleq og Avannaata Kommunia har en lavere transitionsrate på hhv. 52 pct. og 42 pct.

 

Figur 2. Andelen der er startet på en ungdomsuddannelse 2 år efter folkeskolen, gennemsnit af årgange 2018-2020

Note: Grafen er lavet som et 3 årigt gennemsnit, da nogle kommuner har et lille elevtal.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (https://bank.stat.gl/UDDTRFA1).

 

 

Flere piger end drenge vælger gymnasiet

Blandt folkeskolens afgangselever fra 2020 er 59 pct. af pigerne fortsat i uddannelse, mens det tilsvarende tal for drengene er 50 pct. Tendensen har været den samme siden 2010.

 

Pigerne har hovedsageligt valgt en gymnasieuddannelse (53 pct.), mens en mindre andel er startet på en erhvervsuddannelse (5 pct.). Blandt drengene var der også flest, der startede på en gymnasieuddannelse (35 pct.).mens en mindre andel startede på en erhvervsuddannelse (15 pct.).

 

Figur 3. Andelen der er startet på en ungdomsuddannelse 2 år efter folkeskolen opdelt på køn, årgang 2020

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (https://bank.stat.gl/UDDTRFA2).